På hesteryg i istidens tunneldale

Rideruten går fra Sønderbygaard ved Vinderup, med hestefaciliteter, mod Holmgård Sø i en tunneldal fra istiden. Området har et sjældent plante og dyreliv. Rideturen bringer dig tæt på Borbjerg Holmgård Præstegård fra 1500-tallet. Turen går forbi Borbjerg Mølle Kro fra 1408 og  videre mod Store Ryde Mølle i Hellegård Ådal, en stor, smuk og bred smeltevandsdal, hvor flere vandmøller har udnyttet strømmen fra åen. Overnatning: Både du og din hest kan overnatte på Sønderbygaard. Læs mere om istidens landskaber og Geopark Vestjylland her.

Rideruten begynder ved Sønderbygaard ved Vinderup, hvor der er hestefaciliteter. Herefter går turen mod Holmgård Sø og Mølle Sø med mulighed for at afkorte turen (se kort).

Holmgård Sø ligger i en tunneldal fra istiden. Området rummer et sjældent plante og dyreliv. I engene gror der blandt andet engblomme og gøgeurt.

Ruten bringer dig tæt på Borbjerg Holmgård Præstegård, som ligger ved Holmgård Sø. Gården er i dag privat bolig, men oprindelig var det en overdådig præstegård fra 1500-tallet.

Præstegårdens høje bygningsmæssige kvalitet skyldes, at sognepræsten i 1750 opførte bygningerne for egen regning for at skabe en passende ramme om sin adelige livsførelse. Overtagelsen af præstegården har ikke været nem, da en gruppe præster efter opførelsen svor, at den, som overtog gården fra kirken, skulle forbandes med alskens ulykker. Angiveligt skulle dette flere gange være gået i opfyldelse.

Turen går derefter forbi Borbjerg Mølle, der i dag er indrettet som kro. Borbjerg Mølle blev oprettet i 1408. Forskellige herregårde har været i besiddelse af stedet indtil 1803, hvor Møllen blev købt fri af fæste. Søen ejes af Borbjerg Mølle.

Turen forsætter igennem Kjeldsmark og videre mod Store Ryde Mølle, som ligger i Hellegård Ådal, der er en stor, smuk og bred smeltevandsdal, hvor flere vandmøller i sin tid har udnyttet strømmen fra Hellegård Å. Herunder Store Ryde Mølle, der i dag er privat beboelse.

Overnatning: Både du og din hest kan overnatte på Sønderbygaard.

Læs mere om istidens landskaber og Geopark Vestjylland her.