Vandretur - Jeppes Led
Vandreturene foregår på vandrestier og trampestier i kuperet terræn, og det kræver en rimelig kondition at gå i bakkerne.
En del af turen går igennem dyrenes indhegninger. Skræm ikke dyrene - hvis de får fred og ro, gør de dig ingenting.
Startstedet finder du ved P-pladsen Jeppes Led i Humlum.
Hvorfor Jeppes Led?
Jeppe var hverken en rig herremand, en stor tænker eller en landskendt politiker. Han var en fattig husmand og daglejer, der tilfældigvis boede tæt på et led ved studevejen vest for Toftum Bjerge. Hans liv ramtes af mange tragedier, og inden sin død i 1856 havde han oplevet at miste flere koner og børn. Hvorfor området blev opkaldt efter en daglejer, der levede i fattigdom og armod, står desværre hen i det uvisse.
I dag er både leddet og Jeppe væk. Alligevel kender næsten alle lokale stedet - og oftest forbindes Jeppes Led med gode sommerminder, smuk udsigt, badeture i Limfjorden og vandreture i området.